
Hvornår lå du sidst under et træ og drømte dig væk mellem træets grene? Den sanselige udendørsforestilling Alive vækker træets majestætiske skulptur til live i vores menneskelige fantasi. Som publikum sidder vi hele vejen rundt om et stort træ. Træet spejler sig for vores fødder i hvad der ligner små skovsøer. Med rødderne under os og kronen over os, omsluttes vi af et 360° lydlandskab af dybe langsomt pulserende klange. Gradvist begynder kroppe at tone frem i træets krone, og en æstetisk rejse mellem menneske og træ begynder. I spændingsfeltet mellem dans og nycirkus, genindsætter Alive træet i centrum af vores verden, og minder os om vores urgamle forbundethed til træet.