
Den norske vokalists poetiske lydlandskab møder dybe nordiske toner Hvilken slags jazz spiller de? Trioen Gunde/Bodilsen/Lund er i manges opfattelse indbegrebet af lyden af den nordiske jazztone. De repræsenterer en æstetik og en måde at lytte på, som adskiller sig markant fra den amerikanske tradition - selvom den også tages under behandling af trioen og gives et nyt og andet liv. De har plads og mod til stilhed og store klangflader og væver denne aften smukke toner i samarbejde med norske Sissel Vera Pettersens sublime og roste vokal- og saxofonspil. Hvad skal jeg vide om dem? Trioen har optrådt i store dele af verden bl.a. Asien, hvor de har fået stor succes. Individuelt har de lange og solide karrierer bag sig og har modtaget et hav af store priser. Sissel Vera Pettersen er en meget alsidig jazzprofil i Norden. Hun har turneret verden over med navne som Marilyn Mazur og Jon Balke og hyldes for sin evne til at kombinere vokal improvisation med moderne elektronik og saxofonspil. Hvad siger anmelderne? "Henrik Gunde spiller med et overskud og en humor, der gør jazzen tilgængelig uden nogensinde at miste sin dybde. Sammen med Bodilsen og Lund udgør han Danmarks mest elegante rytmegruppe." — Jazz Special "Sissel Vera Pettersen er et unikum. Hendes stemme er som et landskab, man kan fare vild i – på den bedst tænkelige måde." — Dagbladet, Norge. "Når dette hold mødes, ophører alle genrer. Det er bare fantastisk musik, fremført med en teknisk præcision og en menneskelig varme, der rører publikum hver gang." — Berlingske