
Watch this video on YouTube Mary Ocher vender tilbage til København med det nye klaveralbum ‘ Weimar’ – hendes hidtil mest intime udgivelse. Albummet trækker på minimalismen fra begyndelsen af det 20. århundrede, chamber pop og moderne klassiske indflydelser, samtidig med at det er umiskendeligt Ocher: eftertænksomt og stærkt forankret i følelsesmæssig dybde. Titlen ‘ Weimar’ peger på vores samtid og spejler Weimarrepublikkens fald for hundrede år siden samt den fascismes skygge, der rejste sig i kølvandet på dens sammenbrud. Født i Moskva af jødisk-ukrainske forældre og opvokset i Tel Aviv lærte Mary Ocher allerede som barn, at det at stille spørgsmålstegn ved autoriteter var en nødvendighed for at overleve – og at det har en høj pris. Efter hun som 20-årig nægtede at aftjene værnepligt, flyttede hun til Berlin, hvor hun blev en central skikkelse på undergrundsscenen. Her blev hun kendt for sine kompromisløse politiske holdninger og sin skarpe kritik af nationalisme og krig – tydeligt præget af sin opvækst. Efter omfattende internationale turnéer og en diskografi, der er blevet rost af blandt andre The Guardian, The Quietus, TAZ, The Wire, Fader, Paste og Libération, samt for nyligt en German Record Critics’ Award , befinder Ocher sig på et afgørende tidspunkt i sin karriere. I en tid, hvor nationalisme, censur og kulturel fragmentering er i hastig fremmarch verden over, fremstår hendes undersøgelser af identitet, frygt og tilhørsforhold mere relevante end nogensinde. Blandt hendes samarbejdspartnere finder man Mogwai, King Khan, Die Tödliche Doris, Felix Kubin og Julia Kent, ligesom hendes værker rummer hyldester til Delia Derbyshire samt Dorothy Ashby og Omar Khayyam.